1876, Danish, transl. Fr. Winkel Horn, from the original 'Harðar saga og Hólmverja'.

Hørd Grimkelssøns Saga

I Harald Haarfagers Dage kom de fleste Landnamsmænd til Island, fordi de ikke vilde taale hans Tvang og Overmagt, og især var der mange ætstore og storsinede Mænd, som sad i gode Kaar, men hellere vilde rømme fra deres Odel end taale Fortræd og Uret af Kongen lige saa lidt som af nogen Anden. Bjørn Guldbærer hed en saadan Mand; han for fra Orkadal til Island, hvor han tog Land i den søndre Reykjardal fra Grimsaa til Flokedalsaa og satte Bo paa Guldbærerstad. Han blev en anselig og rig Mand. Af hans Sønner vedkommer kun den ældste, som hed Grimkel, denne Saga; han bejlede til Ranvejg Torbjørns Datter fra Ørnholt; hun blev gift med ham, men de levede kun sammen i tre Aar, saa fik hun Sot og døde. De havde en Datter, Turid, som opfostredes hos en Mand, der hed Sigurd Mule og boede paa Fjæld; hun var en vakker Kvinde, dygtig til at bruge sine Hænder, men noget strid af Sind; dog var hun vennesæl.

Grimkel boede først sønder ved Fjældene tæt ved Ølvusvand paa det Sted, der nu hedder Grimkelsstad. der, hvor nu Faarehusene ligger. Han havde et stort Godord, var en rig Mand og en mægtig Høvding, men havde Ord for ikke altid at være nem at komme til Rette med. Efter sin Kones Død flyttede han sin Gaard til Ølvusvand, fordi Jorden her tyktes ham bedre, og der boede han lige til han døde. Han kaldtes Grimkel Gode.

Paa Bredebolstad i den nordre Reykjardal boede der en Mand ved Navn Valbrand, Søn af Valtjof den gamle. Valbrand havde en Søn, der hed Torve, en klog og navnkundig Mand; de havde et Godord sammen. Paa Bredebolstad boede der ogsaa en ung Mand ved Navn Sigurd Gunhildssøn; han var i Slægt med Torve og blev kaldt Sigurd Torvefostre, og var en haabefuld Mand, dygtig til de fleste Idrætter. Valbrand havde ogsaa en Datter, Signy, som var gift med Torgejr Finssøn fra Midfjæld. Hendes Mand var død, da disse Tidender foregik, og hun boede paa Signystad ikke langt fra Bredebolstad med sin Søn Grim, en lovende ung Mand; selv var hun en mandig Kvinde, raptunget, hidsig og haardsindet. Paa Signystad voxede der en anden ung Mand op, som ogsaa hed Grim og kaldtes Grim den lille; han var Signys Fostersøn, en anselig Mand, rask og forstandig til det meste.

En Sommer red Grimkel Gode til Tings, som han plejede, og en Dag gik han med et stort Følge til Valbrands Bod. Valbrand tog vel imod ham, thi han var allerede kjendt med ham, og de satte sig og gav sig til at tale sammen. "Jeg har hørt, Valbrand" , sagde Grimkel, "at du har en Datter, som hedder Signy, og som skal være en overmaade anselig Kvinde; hende vil jeg bejle til, om du vil give mig hende". "Det er mig vel bekjendt, at du er af en god Æt, velstaaende og i alle Maader en udmærket Mand", sagde Valbrand, "det gaar jeg gjerne ind paa". Enden blev da, at Valbrand fæstede Grimkel Gode sin Datter Signy, og Gildet skulde holdes sønder ved Ølvusvand to Maaneder efter. Torve Va1brandssøn havde ikke været med paa Tinge, og da Valbrand kom hjem, fortalte han ham denne Tidende. "Lidet tykkes du at bryde dig om mine Raad", sagde Torve, "siden du ikke har spurgt mig i slig en Sag. Men ikke tykkes dette Gifte, du har tiltænkt din Datter, mig saa anseligt som dig, og Signy vil næppe blive synderlig glad ved at faa en Mand, som baade er gammel og barsk". Da Signy fik at vide, at hun skulde giftes, sagde hun ikke videre dertil, men da hun og Torve taltes ved, sagde han, at han ikke syntes om dette Gifte. "Vi holder meget af hinanden", sagde han, "og det huer mig ilde, at du nu skal drage af Herredet med alt dit Gods". "Det ved jeg Raad for, Broder", sagde hun; "lad dette Gifte blive som det er aftalt, saa skal jeg overdrage dig alt mit Gods paa det Vilkaar, at du udreder min Medgift, saaledes som min Fader har fastsat den; der vil saa vist blive en tyve Hundreder tilovers, dem vil jeg give dig i Vennegave, paa de to Klenodier nær, som jeg sætter størst Pris paa, min gode Halsring og min Hest Svartfaxe". Det huede Torve vel, og han talte nu godt til hende.

Nu gjorde Folk sig rede til Bryllupsfærden. En af de mest ansete Gjæster., der var buden, var Koll Kjallakssøn fra Lund i den søndre Reykjardal; han var en stor Høvding, og ham bad Fader og Søn om at tage sig af Gjæsterne i deres Sted, thi Valbrand var saa gammel, at han ikke vilde rejse, og Torve vilde heller ikke. Koll gav sig da paa Færden med Bruden, og de var i alt tredive i Følge. De laa over paa Tværfjæld i den søndre Reykjardal. Grim den lille skulde passe paa Hestene, medens de var der, men om Morgenen, da han skulde samle dem, var Signys Hest Svartfaxe borte. Han gik nord over Aasen til Flokedal og ledte efter den, følgende Sporene i Duggen, og saa fandt han den død i et Skred der i Dalen. Han tog Tøjret af, som han havde havt paa den om Natten, og vendte saa om og fortalte Signy, at hendes gode gest var død, og hvorledes det var gaaet til. "Det er overmaade ilde", sagde hun, "og varsler ikke godt; jeg vil vende om, og ikke længere med". Koll sagde, at det lod sig ikke gjøre, det gik ikke an at opgive slig en Færd af saadan Aarsag; det blev da, som Koll vilde, de rejste videre og kom til Ølvusvand, hvor der allerede var kommet mange Gjæster til Grimkel. Der blev holdt det stateligste Gilde, og alt gik godt og anseligt til derved. Da det var til Ende, fór Koll og de andre Gjæster bort, men Signy og hendes Fostermoder Tordis og Grim den lille blev. Grimkel gav Koll gode Gaver ved Afskeden og talte venskabelig med ham, men det tyktes ham, at Valbrand og Torve kun havde gjort liden Ære af ham ved ikke at komme til Brylluppet. Han fik ogsaa at vide, hvad Torve havde sagt om ham; han gjorde Ingenting derved, men det blev koldt imellem dem. Grimkel var stivsindet, og Signy sagde ikke meget, saa det blev ogsaa kjøligt imellem dem; de havde ikke Venner fælles undtagen Grim den lille, han bar sig altid saadan ad, at de begge syntes vel derom. Saaledes led det første Aar.

Om Vaaren talte Grim den lille med Signy og sagde, at han vilde bort; "det tykkes mig vanskeligt saaledes at gaa imellem Jer", sagde han, "og saa er det bedst vi skilles, mens begge Parter huer hinanden vel". "Tal først med Grimkel derom", sagde Signy, "og gjør som han siger, saa faar du bedre Vilkaar; jeg vilde gjerne, du skulde have dem saa gode som mulig, og jeg mener han er dig venligsindet". Grim gjorde saa, talte med Grimkel Bonde og sagde, at han vilde tage fra dem, om han vilde give sit Minde dertil. "Det er mit Raad", sagde Grimkel, "at du bliver her; du skal faa det endnu bedre end før. Du trænger meget til Signy, og vi trænge meget til dig for at bøde paa vort Sind imod hinanden." Grim gjorde, som han bad, og blev der det Aar, og begge vare de glade ved ham. Næste Vaar talte Grim atter til Grimkel Bonde om, at nu vilde han visselig bort, men Grimkel havde ogsaa nu meget derimod. "Vil du, at jeg skal blive hos dig", sagde Grim, "saa skaf mig da Gudrid Regnes Datter til ægte". Høgne boede paa Hagevig tæt ved Ølvusvand, og Torbjerg hed hans Kone; deres Datter Gudrid var en fager og vennesæl Kvinde. Høgne var kun af ringe Æt, men ellers en gjæv Mand; hans Kone Torbjørg derimod var kommen af en langt anseligere Æt, men de levede dog godt sammen. Høgne var en velstaaende Mand. "Du gjør dig kostbar", sagde Grimkel, thi der er stor Forskjel paa dig og Høgne, du er fattig, og han er en rig Mand". "Da kan du dog vistnok sætte det igjennem", sagde Grim. "Jeg skal prøve paa det", sagde Grimkel. Han for nu til Hagevig, hvor der blev taget vel imod ham; han bejlede til Gudrid for Grim. Det er der at melde om Manden", sagde ban, "at han er en kløgtig Mand og dygtig til alskens Idrætter; han vil være til megen Nytte her paa Gaarden og sætte meget igjennem, som kan være til Gavn; du begynder at blive dygtig tilaars, og det tykkes mig ret at være en Svigersøn for dig". "Du har tidt tænkt mere paa min Hæder, end du gjør nu", sagde Høgne, "men i denne Sag skal Pigen og hendes Moder have mest at sige". Grimkel sagde, at de skulde ikke have nødig at give meget Gods til, "men jeg skal ikke gaa dig haardt paa Livet, du skal faa Lov til selv at raade over din Datter for mig; men jeg har de bedste Tanker om Grim, at han vil blive en Mand, du vil kunne have Nytte af". Kort at melde, det blev Enden paa Sagen, at Grim fik Gudrid til Kone. Deres Bryllup stod paa Ølvusvand, og alt gik vel til ved det. "De kom godt ud af det med hinanden og huede hinanden vel. De blev der paa Gaarden den Vinter, men om Vaaren vilde Grim og hans Kone bort. Han sagde det til Signy, men hun bad ham sige det til Grimkel og sagde, at saa vilde alt gaa bedst, om han lod Grimkel raade. Han talte da til ham om at han vilde bort. "Jeg tænker, det bliver det bedste nu at føje dig for dit eget Vels Skyld og lade dig selv raade, "thi det tykkes mig rimeligt, at du vil have Lykken med dig". Grim kjøbte nu Land sønden for Kluptar; han kaldte sin Gaard Grimsstad. Grimkel gav ham alt, hvad han behøvede til at sætte Bo med, og Høgne betalte Jorden. Grim samlede sig snart Gods, det var, som havde hvert af hans Dyr to Hoveder, og inden der var gaaet lang Tid, regnedes han for en af de anseligste Bønder.

Engang, siges der, havde Signy Valbrandsdatter en Drøm. Det tyktes hende, at hun saa' et stort Træ i hendes og Grimkels Seng, saare fagert og med saa store Rødder, at de naaede ind i alle Husene der paa Gaarden, men det tyktes hende, at der ikke var saa mange Blomster paa det, som hun vilde have. Hun fortalte sin Fostermoder Tordis Drømmen, og hun tydede den saa, at hun og Grimkel skulde faa et Barn, og det skulde blive stort og anseligt, hun tænkte det vilde blive en Dreng, sagde hun, "og mange vil det tykkes meget værd, saa dygtig han bliver, men ikke skal det komme mig uventet, om hans Liv kun kommer til at bære faa Blomster for ham, før det ender, eftersom det tyktes dig, at Træet ikke bar saa mange Blomster, som du vilde have, og det er ikke saa vist, at de fleste af hans Frænder vil bære stor Kjærlighed til ham".

Kort efter fødte Signy et Drengebarn, som blev kaldt Hørd. Han var tidlig stor af Væxt og fager at se til, kun deri stod han tilbage, at han endnu ikke kunde gaa alene, da han var tre Aar gammel, hvilket Alle fandt sælsomt, saa fremmelig som han ellers var i alt andet. Men en Dag, der blev holdt Offerfest paa Ølvusvand - thi Grimkel var en stor Blotmand -, Signy sad paa sin stol midt i Stuen og syslede med noget, hendes gode Halsring laa i hendes Skjød, og Drengen Hørd stod ved Bænkestokken, da gik han for første Gang, fra Bænken hen til sin Moder; han faldt over i Skjødet paa hende, og Halsringen faldt paa Gulvet og gik i tre Stykker. Signy blev meget vred og sagde: "slem var din første Færd, og mange værre ville følge efter den, men værst bliver den sidste". I det samme kom Grimkel ind i Stuen og hørte hvad hun sagde. Han greb Drengen uden at sige et Ord, og saa vred var han bleven over hendes Ord, at han ikke vilde han skulde blive længere derhjemme. Han gik til Grim og Gudrid og bad dem tage Hørd til sig og opfostre ham. De sagde, at det vilde de gjerne, og tog med Glæde imod ham, og tyktes at det var en god Gave. Vinteren i Forvejen havde Grim og Gudrid faaet en Søn, som de kaldte Gejr; han blev tidlig stor og fager og dygtig til Idrætter, om han end i alt stod tilbage for Hørd. De to voxede nu op sammen og der kom snart stor Kjærlighed imellem dem.

Signy var nu endnu mere utilfreds end før, og det var nu langt koldere imellem hende og Grimkel. Saa havde hun igjen en Drøm. Hun saa' et stort Træ, ligesom forrige Gang med store Rødder og med mange Grene, og der var mange Blomster paa. Hendes Fostermoder tydede ogsaa denne Drøm saa, at hun skulde faa et Barn, og det vilde blive en Datter, som der skulde komme en stor Æt fra, eftersom det tyktes hende, at Træet havde mange Grene; "men det, at det bares dig for, at det havde mange Blomster, betyder, at her skal komme en ny Tro, og hendes Afkom skal have den Tro, som da forkyndes, og den vil være bedre end vor".

Efter Tinget om Sommeren bad Signy Grimkel om Lov til at fare hjem og se til sine Frænder nordpaa. Han sagde, at det maatte hun gjerne, men hun maatte ikke blive mere end fjorten Dage borte. To HuskarIe og hendes Fostermoder fulgte med hende; de red nordpaa til Reykjardal. Torve tog gladelig imod dem og bad hende blive der Vinteren over, ellers troede han ikke, hun holdt af ham mere, sagde han. Hun sagde, at hun havde lovet ikke at blive længere borte end fjorten Dage; Torve sagde, at det var ikke noget at bryde sig om, og hun gav efter for hans Fristelse og Bønner. De fór nu omkring paa Gjæsteri om Vinteren, og engang da de var til Gilde nede paa Bø, døde Signys Fostermoder pludselig; hun blev begravet i Tordisholt tæt ved Bø. Signy tog sig det meget nær; hun vendte tilbage til Bredebolstad, og kort efter blev hun syg og mærkede, at hun skulde føde; hun led meget ilde, og Torve sagde da til hende, at det havde anet ham, at hendes Giftermaal vilde føre til en bedrøvelig Ende, og at han altid havde havt meget imod Grimkel. Hun sagde, at det ikke var urimeligt, at det snart vilde faa alvorlige Følger. Hun fødte et stort og fagert Pigebarn. Torve vilde ikke lade det overøse med Vand, førend det havde vist sig, om Signy kunde leve, og da hun strax efter døde i Sengen, blev han saa vred, at han vilde lade det udsætte. Han bød sin Fostersøn Sigurd tage Barnet og gaa med det til Reykjardalsaa og dræbe det der. Sigurd sagde, at det var helt ilde gjort, men turde dog ikke undslaa sig. Han tog da Barnet og gik med det; det tyktes ham fagert, og han nænnede ikke at kaste det i Aaen; han drejede af op til Signystad, hvor han lagde Barnet ved Gaardsledet i den Tanke, at det nok snart vilde blive fundet. Grim Bonde, Signys Søn, stod udenfor ved Husgavlen, og da han saa' dette, gik han hen og tog Barnet og bar det ind. Han lod sin Kone Helga lægge sig syg og lod sige, at hun havde født dette Pigebarn. Han lod det overøse med Vand og kalde Torbjørg.

Grim fór nu til Bredebolstad. Han saa' en Mængde Mennesker komme ud derfra, det var Signys Lig; der blev fulgt til Jorden. Torve fortalte Grim, at hans Moder var død, "og nu vil jeg afstaa dig alt hendes Efterladenskab", sagde han; "det var jo egentlig Grimkel, der skulde have det, men jeg vil gjerne gjøre dig det Gode, jeg kan". Grim takkede ham, og derefter jordede de Signy og gik saa hjem. Da Sigurd og Grim nu traf sammen, sagde Sigurd, at han var vis paa, at Torve vilde lade sin Vrede gaa ud over ham, naar han fik at vide, at han havde ladet Barnet beholde Livet. "Det ved jeg Raad for". sagde Grim, "jeg skal hjælpe dig bort herfra Landet og lønne dig saaledes for din Bravhed, at du skal staa dig derved", og det gjorde han; han sendte Sigurd sønder til Øre og gav ham to Heste med, af hvilke den ene var med Læs, og saa fór Sigurd af Landet. Næste Dag kom Torve til Signystad; han spurgte, hvorfor Helga laa, han havde ikke hørt noget om, at hun var med Barn, og da han saa' Barnet hos hende, kjendte han det og sagde: "Det er et dristigt Stykke, at I tør opfostre det Barn, jeg har ladet sætte ud". "Altfor nær stod dette Barn Grim", sagde Helga, "og rimeligt var det, at han reddede det". Torve spurgte nu, hvor Grim var; han var gaaet ud til Folkene, sagde hun. Han gik da hen til ham og gav Ondt af sig; Grim var noget for dristig, sagde han og spurgte, hvad han vidste om Sigurd; han havde fortjent en Ulykke, sagde han, fordi han havde forpurret hans Forehavende; Grimkel havde vel fortjent den Forsmædelse af ham. Grim sagde, at han havde sendt Sigurd til Skibs vesterpaa til Fjordene. Torve var overmaade vred; han tog Barnet, men nu lovede han ikke at dræbe det, thi det regnedes for Mord at dræbe et Barn, naar det først var overøst med Vand. Han tog det med hjem og gav en Trælkvinde det til Opfostring; han gav hende ikke, hvad hun behøved? til Klæder, og sparede hende heller ikke for Arbejde.

Der var en Mand, som hed Sigmund; han gik omkring fra Hus til Hus og tiggede med sin Kone og sin Søn Helge; de holdt som oftest til i Gjæstestuen, hvor de kom, undtagen naar Sigmund var inde for at more Husets Folk. Denne Høst kom Sigmund med Konen til Bredebolstad. Torve tog vel imod dem og sagde: "I skal ikke være i Gjæstestuen, thi jeg synes godt om dig, Sigmund, du har vist Lykken med dig". "Du vilde ikke tage saa meget fejl, om det virkelig var din Mening", sagde Sigmund. Torve sagde, at han vilde gjøre Ære af ham, "jeg vil give dig et Barn at fostre". "Der er Forskjel nok paa os, til at jeg kan fostre Barn for dig", sagde Sigmund, "thi det hedder jo, at man er dens Undermand, man fostrer Barn for". "Du skal bringe dette Pigebarn til Ølvusvand", sagde Torve. Det lovede Sigmund, han tog imod Torbjørg, bandt hende paa sin Ryg og gav sig saa paa Vej. Dette gjorde Torve til Beskjæmmelse for Grimkel, og det tyktes ham vel, at denne Mand kom til at bære hans Barn paa sin Tiggergang; heller ikke vilde han vove nogen bedre Mand dertil, thi han mente, at man kunde vente sig alt af Grimkel, om Barnet brev bragt ham af en Mand, der var værd at tage Hævn over. Sigmund blev nu vel modtaget, hvor han kom, thi Alle mente, de burde gjøre Pigebarnet og den, der fór med hende, det Gode, de kunde; han valgte derfor ogsaa den længste Vej, gik omkring Andakil og Melahverf, hele Vejen langs Stranden udenom Næssene, omkring Grindavik og Ølvus. En Kvæld kom de til Ølvusvand; Sigmund var meget vaad og forkommen af Kulde; han satte sig yderlig ved Døren; Grimkel sad i sit Sengerum og havde et Sværd liggende over Skjødet. Han spurgte, hvem det var der var kommen. "Det er din Datter Torbjørg, det dejlige Barn, og hendes Fosterfader Sigmund". "Nej, hør hvad den Tigger siger", sagde Grimkel, "du skulde være Fosterfader for mit Barn, du uselige Stavkarl! Ikke er Torves Fjendskab imod mig af den almindelige Slags; først dræbte han Moderen, og nu har han sendt Barnet paa Tiggergang". Grimkel vidste alle Torves Anslag, og derfor vilde han ikke tage imod Barnet. Han bød Sigmund skynde sig at komme bort det forteste han kunde, hvis ikke slog han ham fordærvet eller gjorde en endnu værre Ulykke paa ham. De maatte da strax afsted igjen med Pigebarnet, og nu forsømte de det, thi de tænkte, at de aldrig skulde blive af med det. Det holdt nu haardt for dem at faa Ophold nogetsteds, og Sigmund sagde, at Torve havde faaet ham ordentlig til at bide paa Krogen, da han tog imod Torbjørg. En Dag ved Davretid kom de til Grimstad. Da Grim den lille fik at vide, at de havde det Spædbarn med, som der var saa megen Tale om, vilde han se det. Sigmund sagde, at han var ikke meget for at 1øse Barnet, det var ikke saa let at faa det til Ro igjen. Grim sagde, at det var Ingenting at tale om, og Barnet blev da løst og vist Grim. "Visselig er dette Signys Barn", sagde Grim, "det har hendes øjne, og det kunde hun med Føje vente af mig, at jeg ikke vil lade hendes Barn gaa Tiggergang, naar jeg kan hindre det; men stor Skam tilføjer Torve alle dette Barns Frænder og sig selv med. Nu vil jeg, Sigmund, tage dette Barn fra dig og selv sørge for det". Det blev Sigmund overmaade glad ved; de blev der den Dag og for saa ned paa Botnshede. Mange mente, at Grim vovede meget ved dette overfor Grimkel Gode for hans Stoltheds Skyld.

Ved Fardags Tid red Grimkel hjemme fra ud i Ølvus om Hjalle, forbi Arnabol op langs Floe til Oddgejrshole, derfra til Grimsnæs, tog ind paa en Gaard i Laugardal og red saa hjem. Alle de Bønder, han traf, stævnede han til sig til Midfjæld med to Nætters Frist, thi over alle disse Egne havde han Godord. Der kom tresindstyve af hans Tingmænd til Midfjæld. Gimkel sagde dem, hvad Udestaaende han havde med Torve, og at han havde i Sinde at ride hen og stævne ham, og det fandt Alle var meget rimeligt. Da de kom til Bredebolstad, var Torve ikke hjemme, han var faret op til Hvidaaside. Grimkel stævnede ham for at have staaet Torbjørg efter Livet og til at udrede Signys Medgift. Han stævnede Sagerne til Altinget og red saa hjem, og der var ikke meget, der nu blev talt saa meget om, som Grim,kels og Torves Sager.

Men da Grim den lille fik dette at vide, fór han ud til Reykjarvik til Lovsigemanden Torkel Maane. De talte da ogsaa sammen om Grimkels og Torves Sager, og Grim spurgte, hvilken Ende han mente de vilde faa. Torkel sagde, at det saa ikke synderlig lovende ud, "de ere hidsige Folk, begge Parter". "Jeg vilde gjerne", sagde Grim", "at du skulde prøve at faa dem forligte, thi du er baade en klog og en velsindet Mand". "Det er smukt og bravt tænkt af dig", sagde Torkel, "og saa meget villigere skal jeg gjøre, hvad jeg kan, for at faa dem forligte". "Jeg vil gjerne give dig Penge for at forlige dem", sagde Grim, og dermed hældte han et Hundred i Sølv ud i Skjødet paa ham og takkede ham for hvad han havde lovet. Torkel bød ham Farvel, "men husk vel paa, at jeg kun kan give dig Haab om at faa dem forligte, jeg kan ikke love, at det vil ske". "Hvad du giver Haab om, er mere værd, end hvad de fleste andre love helt ud", sagde Grim, og saa fór han hjem.

Det led nu saa til Tingtid, da mødte begge Parter meget mandstærke. Grim var paa Tinge; han gik til Torkel Maane og bad ham virke til at faa Forlig i Stand imellem dem, det vilde være til stor Hæder for ham, om han kunde faa saadanne Høvdinger forligte. Torkel gik da først til Grimkel Gode og begyndte at tale til ham om hans Sager. "Det er snart sagt", sagde Grimkel, "at i alt vort Mellemværende og Fjendskab, Torves og mit, vil jeg ikke vide af anden Afgjørelse at sige end Selvdømme, med mindre det i Forvejen bliver fastsat, at han ikke skal komme til at bøde mindre end tolv Hundreder, tre Alen paa Øren". Torkel tilbød nu at dømme dem imellem; "I kan selv se, hvad Følgen vil blive", sagde han, "det vil komme til aabenbar Ufred, hvis I ikke forliges, og jeg vil hjælpe den, der mest retter sig efter hvad jeg siger; mine Ord ville have meget at sige, og det betyder mere, end hvad der er imellem Jer". "Jeg gaar ind paa, at Torkel dømmer i Sagen", sagde Grimkel; "det er vitterligt, at han er en retsindig Mand". Torve skjønnede nu, at der heller ikke var andet for ham at gjøre, og gik ind derpaa. Torkel sagde da: "Det er min Dom og Kjendelse, at Torve skal bøde sex Hundreder, tre Alen paa Øren, til Grimkel; saa skal han have sex Aars Frist, og saa atter bøde tolv Hundreder"; dette tyktes ham den retfærdigste Afgjørelse, sagde han. Grimkel sagde: "Jeg faar da finde mig i denne Kjendelse, eftersom jeg er gaaet ind paa at tage imod den, men altfor ringe et Udfald mener jeg dog Sagerne have faaet. Disse Penge skulle tilfalde min Søn Hørd, det skal være hans Mødrenearv". Torve sagde, at han ikke vilde betale Hørd disse Penge, hvis han ikke blev bedre end sin Fader. Grimkel sagde, at han ikke kunde vide, hvorledes det vilde blive, men Hørd var kun daarlig tjent med, hvis det gik, som Ordet lød, at man slægter mest sine Morbrødre paa, det var værre end Intet. Der blev nu stor Raaben og Skrigen; ingen af Parterne var tilfreds med Kjendelsen, men den fik dog staa ved Magt, og det Aar led og et til. Da bejlede Grimkel til Sigrid Torbjørnsdatter fra Skalmsnæs; han blev vel modtaget, eftersom han baade var en gjæv og en ætstor Mand, om end noget tilaars, og hun blev gift med ham; Brylluppet stod paa Ølvusvand hjemme hos Grimkel, og det løb stateligt og godt af. Han kom godt ud af det med sin Kone, og nu sad han rolig paa sin Gaard.

Paa Akranæs boede Illuge Rolfssøn, en stor og stærk og meget velstaaende Mand. Han for til Ølvusvand og bejlede til Turid, Grimkels Datter med sin første Kone. Grimkel tog vel imod hans Bejlen, thi Illuge var vel kjendt af ham, og Pigen blev fæstet ham. Hørd var ikke med, da den Handel blev sluttet. Det blev bestemt, at Brylluppet skulde staa paa Ølvusvand, og da Tiden kom, drog Illuge did med tredive Mand i Følge, der var Torsten Öxnabrodd fra Saurbø, en anselig Bonde, og Tormod fra Brekka paa Hvalfjordstrand. Det var tidlig paa Dagen, da de kom til Ølvusvand. "Hvor er Hørd," sagde IlIuge, "Jeg ser ham ikke; er han ikke buden?" Grimkel sagde, at det fulgte af sig selv, at han var buden, "men særlig indbudt ham har jeg dog ikke". "Da sømmer det sig dog ikke andet", sagde Illuge og red saa op til Grimsstad. Døren var lukket, men da de bankede paa, kom Gejr og spurgte, hvem det var. IlIuge sagde sit Navn og spurgte efter Hørd. Gejr sagde, at han var derinde. "Bed ham komme ud", sagde Illuge, " jeg vil tale med ham". Gejr gik ind, men da han kom ud igjen, sagde han, at Hørd laa og var syg. Da Hørd ikke vilde komme ud, gik Illuge ind. Han spurgte, hvorledes det stod til med hans Sygdom, og Hørd sagde, at det havde ikke synderligt at betyde. "Jeg vilde gjerne, at du skulde være med ved mit Bryllup og skjænke mig dit Venskab", sagde IlIuge. Hørd sagde, at om det var ham saa meget om at gjere, havde han kunnet sige det før, "nu gaar jeg ingen Steder", sagde han, "thi I har kun taget ringe Hensyn til mig i denne Sag". IlIuge kunde ikke faa andet end slige store Ord af Hørd, og saa red han da sin Vej. Lidt efter sagde Gejr til Hørd: "Det er sømmeligere, at vi tage hen til Brylluppet; jeg vil gaa og hente Heste til os". Hørd sagde, at han havde ingen Lyst dertil, men Gejr sagde: "Gjør nu, som jeg beder dig; det vil være til din egen Hæder". Saa gjorde Hørd det, og de red efter dem, og da de naaede dem, blev Illuge meget glad og lod sig ikke mærke med, at han havde taget Hørd hans store Ord ilde op. De red nu til Gildet, og der blev taget vel imod dem, Hørd kom til at sidde ved Siden af Illuge. Gildet gik stateligt og vel fra Haanden, og da de red derfra, fulgtes de alle ad til Vilborgkilden, der skiltes deres Veje. Da sagde Illuge: "Her maa vi nu skilles, Hørd, men gjerne saa' jeg, at vi skiltes som gode Venner; her er et Skjold, som jeg vil give dig". "Min Fosterfader Grim har Skjolde nok", sagde Hørd og kvad en Vise om, at Illuge nok kunde faa Brug for sit Skjold selv. "Saa tag da denne Ring som Vennegave fra mig, naar du ikke vil have Skjoldet." sagde Illuge, og den tog Hørd imod, det var et godt Klenodie. "Jeg ved ikke, hvor jeg kan falde derpaa" , sagde Hørd, "men der er noget, der siger mig, at du ikke vil blive mig en god Maag, men det vil nu vise sig". Saa skiltes de, og mange og varme vare deres Hilsener til Afsked ikke, men Uvenskab var der dog ikke imellem dem. Men da Hørd kom hjem, sagde han til Torbjørg: "Dig vil jeg give denne Ring, som jeg har faaet af Illuge, thi dig elsker jeg højest af alle Mennesker, men løn mig for den, naar jeg engang er død; jeg er vis paa, at du lever længere end jeg". Torbjørg svarede og kvad:

"Bliver mig, Broder,
bragt det Bud
at Vaaben dig bed,
saa du fik Bane,
visselig skal jeg
din Banemand volde
Døden med mine
djærve Raad".