1. VALGUDER fordum fangede Vildt,
Øltørst følte de, før de var mætte,
rystede Spid, spejded i Blotblod,
Kedlers Fylde fandt de hos Ægir.

2. Bjergboen sad saa barnemunter,
minded om Sønnen af Miskurblindi^[1],
Yggs Barns^[2] saa ham barsk i Øjet:
"Lad for Aserne Øllet flyde".

3. Jætten blev arg paa den ordbrydske As,
Hu han havde til Hævn over Guder,
bad Sifs Herre^[3] hente en Kedel,
"at jeg Øl for eder kan brygge".

4. Raad ej vidste de vældige Guder,
ikke kunde de Kedlen skaffe.
Tyr trak da Tor^[4] til en Side
og i Enrum i Øret ham hvisked:

5. "Min Fader bor østen for Elivager,
den højvise Hymir, ved Himlens Ende,
og Kæmpen bruger som Bryggekedel
et Kar, der maaler en Mil i Dybden".

Tor.
6. "Hvordan faar vi fat i den dybe Gryde?"

Tyr.
"Ven, ved en List lykkes det nok".

7. Den hele Dag fôr de hastigt af Sted
fra Asgaard og indtil Ægirs Bolig;
han førte i Hus de hornede Bukke,
da gik de til Hallen, hvor Hymir boed.

8. Fæl fandt Sønnen^[5] sin Faders Moder,
ni Hundrede Hoveder havde hun;
en anden kom gyldenglitrende frem
med hvide Bryn og bar Bryg for Sønnen.

9. "Jætteætling! Jer vil jeg skjule,
I kække to, under Kedlerne der,
min Elsker er ofte i ondt Lune
og nærig mod Gæster, som naaede hid".

10. Den skumle Krop blev silde færdig,
og stridig kom Hymir til Huse fra Søen;
han traadte i Jorden, saa Jøkler skred,
tren frem i Salen med frossent Kindskæg.

Frillen.
11. "Hil dig, Hymir, hvil dig og glæd dig!
Hid til din Sal er nu Sønnen kommen,
ham, vi vented ad den lange Vej,
han kommer sammen med vor kendte Fjende,
Menneskers Ven, som Veor^[6] kaldes.

12. Ser du dem sidde bag Salens Gavl,
der skjuler de sig med Søjlen for".
Jætten stirred, saa Søjlen sprang
og oven over den Aasen brast.

13. Otte Bryggekar braged fra Bjælken,
kun eet, det haardeste, holdt til Faldet.
Frem gik de af Gem, men den gamle Jætte
fulgte med Blikket sin Fjende nøje.

14. I Hu ban anede intet godt,
da Gygens Rædsel^[7] paa Gulv han saa,
men han lod tage af Tyrene tre
og bød, de skulde slagtes og sydes.

15. Tyrene styrted med stækket Hals,
og alle blev over Ilden baaret.
Sifs Herre før Sengetid
aad to af Okserne ene Mand.

16. Den haargraa Fælle af Hrungnir^[8] fandt,
at Hlorridis Hunger var haard at stille.
"Skal vi tre mættes i Morgen Aften,
da maa vi fiske til Føden først".

17. Veor vilde paa Voven ro,
om Jætten gav Mading til Medekrogen.

Hymir.
"Hvis du har Mod, hent Mading i Hjorden,
du Bjergherrernes Halsbrækker.

18. Jeg tror dig til, at du tager let
Agn imellem Oksernes Mængde".
Svenden gik ilsomt ud i Skoven,
forrest saa han en sort Okse.

19. Tursers Bane^[9] brød af Tyren
Hornrøddernes høje Grund^[10].

Hymir.
"Det kalder jeg værre, Kølstyrer,
end se dig sidde og svælge ved Bordet".

20. Baad paa Bølge bød Bukkes Herre^[11]
Abers Ætling^[12] udad ro.
Men Jætten syntes snart helt ilde
om at ro længere ud paa Dybet.

21. Modig Hymir meded Hvaler,
angled ad Gangen een eller to,
men Odins Søn sad i Agterstavnen,
Veor, og laved med List en Snøre.

22. Paa Snøren satte Slægternes Værn^[13],
Ormens Bane^[14], Oksens Hoved;
paa Agn bed den, hvem Aser hader,
alle Rigers Ring^[15] i Dybet.

23. Djærvelig drog den dristige Tor
edderskinnende Orm til Borde,
Hamren han hug i Haarets Højfjæld^[16]
haardt fra oven paa Ulvens Broder.

24. [Udyr] klaged, og Klipper tuded,
Gys fôr gennem den gamle Jord;
den Fisk^[17] gik siden til Søs paany.

25. Jætten var tvær paa Hjemfarten,
Hymir sad tavs og hev i Aaren,
roede ind i en anden Retning.

Hymir.
26. "Lad os nu dele Dagens Møje:
Een af os gaar til min Gaard med Hvaler,
een binder Søens Buk^[18] ved Bredden".

27. Hlorridi gik, han greb om Stavnen,
hævede Havets Hest^[19] uøset
og bar med Aarer og Øseskovle
til Jættens Bo Brændingens Svin^[20]
ad snoet Sti gennem Skov og Krat.

28. End var Jætten dog ilde til Sinds,
han kræved af Tor en Kraftprøve:
"Man faar ringe Ros for at ro bare,
men slaa min Skaal i Skaar, om du kan".

29. Tor^[21] knaldede Kalken frem,
saa Stenpillen i Stumper sprang,
siddende slog han Søjler igennem,
hel dog bar de for Hymir Kalken.

30. Da gav den fagre Frille et saare
venligt Raad, som hun vidste [var godt]:
Hug den forædte Hymir i Skallen,
haardere er den end alle Kalke".

31. Bukkenes Herre sig hæved i Knæ,
samlede al sin Asastyrke:
Hjælmens Knast^[22] knuste han ej,
men Revner havde den runde Kalk.

Hymir.
32. "Tungt var Tabet, der timedes mig,
da Skaarene knust fra Knæet faldt.
Nu siger jeg ingen Sinde mer
herefter: Øl, du er altfor hedt!

33. Er I saa stærke, saa evner I vel
at bære Ølbaaden^[23] ud af Hallen!"
Tyr forsøgte det to Gange,
Kedlen stod dog paa Stedet fast.

34. Modis Fader^[24] tog fat i Randen,
traadte igennem Gulvet derved,
op paa Hovedet hev han Kedlen,
mens ham Ringene rasled om Hæle.

35. Længe iled de, inden Odins
Søn omsider saa sig tilbage;
fra Østens Stenskred stimede frem
med Hymir en mangehovedet Hær.

36. Hastigt hev Tor fra Hærderne Kedlen,
hugged den mordgale Mjållnir frem,
knuste alle Ødemarks-Hvaler^[25].

37. Længe de fôr ej, førend foran dem
halvdød laa en af Hlorrides Bukke;
paa [Benet] Skaglens Skat^[26] var lammet;
dette skyldtes den skadefro Loki.

38. I har vel hørt - hvad ofte er nævnt
af alle, som kender Asasagn -,
hvorledes Bjergboen bøded derfor,
saa Tor fik begge hans Børn i Eje.

39. Den mægtige mødte paa Gudernes Ting
med Kedlen, han hented fra Hymirs Bolig,
og Guderne altid Øl skal drikke
i Ægirs Hal om Hørhøsten.

Fodnoter:

[1] Vistnok Egennavn.
[2] Tor.
[3] Tor.
[4] (Hlorride).
[5] Tyr.
[6] Tor.
[7] Tor.
[8] Hymir.
[9] Tor.
[10] Hovedet.
[11] Tor.
[12] Hymir.
[13] Tor.
[14] Tor.
[15] Midgaardsormen.
[16] Issen.
[17] Midgaardsormen.
[18] Baaden.
[19] Baaden.
[20] Baaden.
[21] Hlorridi.
[22] Issen.
[23] Kedlen.
[24] Tor.
[25] Jætter.
[26] Bukken.