SØNNEN (Svipdag?)

1. Vaagn, o Groa, vaagn, gode Kvinde!
- Jeg vækker ved de dødes Døre, -
kan du mindes, du selv din Søn gav Lov
at gæste Gravdyssen?

MODEREN

2. Hvad er det, som ængster min eneste Søn?
Hvad ondt er der øvet imod dig,
at du kalder din Moder, som i Muld er kommen
og fra Livsverdenen leden?

SØNNEN

3. Et Ulykkes-Tavlbræt skød ond foran mig
den Kvinde, som favned min Fader,
bad mig fare didud, hvor ingen ved Vej,
ud at møde Menglåd.

MODEREN

4. Lang er Rejsen, lange Vejene,
lang er Menneskers Længsel,
og sker det, din Lykke skinner paa dig,
da skyldes det Skæbnens Gunst.

SØNNEN

5. Gal du gode Galdre for mig,
skærm du, Moder, Sønnen!
jeg frygter, paa Vejen Vandringen ender,
jeg føler mig for ung til Færden.

MODEREN

6. Jeg galer dig det første, det gavnrige Kvad,
galet for Rind af Rani:
at du skyder af Skulder, hvad der synes tynge,
kom selv dig selv til Hjælp.

7. Jeg galer dig det andet, hvis du om skal flakke
langvejs uden Lykke:
Urds Værn imod alle Sider
holde, hvor Spot du ser.

8. Jeg galer dig det tredje, trues dit Liv
af Folks og Fylkers Anfald;
[Horn og Rud] til Hel imedens
vendes og viger for dig.

9. Jeg galer dig det fjerde, hvis i Fjenders Vold
du gaar paa Galgens Vej:
deres Hu sig vende til Haande dig
og deres Sind til Soning.

10. Jeg galer dig det femte, om Fødder eller Hænder
man vil dig lægge i Lænker:
Løsegalder jeg galer, saa Laas
og Lænker af Lemmerne falder.

11. Jeg galer dig det sjette, om Sø dig tumler
værre end Mænd ved:
Vejr og Sø gaa sammen til Ro
og give dig fredelig Færd.

12. Jeg galer dig det syvende, om sviende haard
Frost paa Fjæld dig plager:
Højvinters Kulde fra Krop dig fare,
og Kræfter livne dine Lemmer.

13. Jeg galer dig det ottende, om ude ved Nat
Mulm dig mørkner Vejen:
at ej dig skader, om end dig møder
kristen død Kone.

14. Jeg galer dig det niende, nærmer sig Jætten
væbnet, og Ord I skifter:
Mæle og Mandsvid i Mund og Hjerte
være dig gavmildt givet.

15. Far du nu aldrig, hvor Fare du aner,
ej møde dig Men for Lyst!
Jeg stod paa jordfast Sten inden Døre,
mens jeg dig Galdrene gol.

16. Din Moders Ord være med dig, min Søn,
og lad dem i Brystet bo,
og Lykkens Rigdom dit Liv skal eje,
imens du mindes mine Ord.