Excurs til Grógaldr og Fjölsvinnsmál

Excurs til Grógaldr og Fjölsvinnsmál.
De to kvæder Grógaldr og Fjölsvinnsmál er Dele af én og samme Digtning, hvis Hovedperson er Svipdag, Groas søn. Jeg har derfor forenet dem ved navnet Svipdagsmál; Svend Grundtvig (Danm. gl. Folkev. II, 668 a) har foreslaat «Svipdagsför». Denne Digtning foreligger os, endnu udelt, i en senere Form i en dansk-svensk Folkevise om ungen Sveidal (Svedal, Svendal, Svedendal, Silfverdal): mange (gamle og nye) danske Optegnelser er trykte hos Svend Grundtvig Danm. gl. Folkev. Nr. 70 (II, S. 239–254. III, S. 841–843); to svenske Optegnelser: Geijer og Afzelius Svenska Folkvisor Nv. 10 (I, S. 57–59) og Arwidsson Svenska Fornsånger Nr. 143 (II, 284–288) give Visen i en mindre oprindelig Form.
Svend Grundtvig paapegede først (Danm. gl. Folkev. II, 238) det traditionelle Slægtskab mellem Visens første Del og Grógaldr; jeg fandt dernæst (D. g. F. II, 667 f.), at Visens sidste Del svarte til Fjölsvinnsmál, og godtgjorde, at den dansk-svenske Vise havde bevaret den oprindelige Enhed i en Digtning, som fra Island kjendtes spaltet i to Kvæder. Dette blev videre udviklet af Svend Grundtvig (D. g. F. II, 668–673) og af mig i min Afhandling om Forbindelsen mellem Grógaldr og Fjölsvinnsmál (Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania Aar 1860, S. 123–140).
Visen er af Vigtighed for Tekstkritiken i Grógaldr og Fjölsvinnsmál, og jeg aftrykker derfor her næsten hele den ældste danske Optegnelse og det meste af en anden, som i flere Henseender har en rettere Sagnform (begge gives her i almindelig Sprogform og med uvæsentlige Forandringer af Udtrykket hist og her efter andre Optegnelser).
A. (I Haandskrift fra det 16de Aarhundrede.)
1	Det var ungen Sveidal, han skulde Bolden lege: Bolden drev i Jomfruens Bur, det gjorde hans Kinder blege. Og lader du dine Ord vel!
2	Bolden drev i Jomfruens Bur, Svenden efter gik: førend han kom der ud igjen, stor Sorg han i Hjærtet fik.
3	«Du tørst ikke kaste din Bold efter mig: der sidder en Mø i fremmede Land, hun længtes efter dig.
4	Du skalt aldri Roen bide og aldri Roen faae: førend du faar løst det sorgfulde Hjærte, som længe haver ligget i Traa.»
5	Det var ungen Sveidal, han svøber sit Hoved i Skind: saa gaar han i Stuen alt for sine Hormænd ind.
6	«Her sidder I, alle mine Mænd, drikker Mjød af Skaale: mens jeg gaar til Bjerget, med min kjære Moder at tale.»
7	Det var ungen Sveidal, han tog til at kalde: der revned Mur og Malmersten, og Bjerget tog til at falde.
8	«Hvem er det, der kalde, og vækker mig saa mod? maa jeg ikke med Freden ligge op under den sorte Jord?»
9	«Det er ungen Sveidal, kjære Sønne din: han vil fuld gjærne have gode Raad af kjære Moder sin.
10	Jeg haver fanget en Stivmoder, hun er mig vorden haard: hun haver mit Hjærte i Tvangen lagt for den, jeg aldrig saa.»
11	«Skal jeg mig nu opreise af Søvn og haarden Kvale: udi de samme Veie da skalt du end fuld vel fare.
12	Jeg skal give deg en Fole, han skal vel bære dig fram: Han gaar saa vel over salten Fjord, som paa det grønne Land.
13	Jeg skal give dig Dugen, alt om du kan den brede: at den Mad, du ønsker dig, den skal dig staa tilrede.
14	Jeg skal give deg et Dyreshorn, og det er spændt med Guld: al den Drik, du ønsker dig, da skal den staa al fuld.
15	Jeg skal give dig Sværdet, er hærdet i Drageblod: ihvor du riden gjennom mørken Skov, da brænder det som et Baal.
16	Jeg skal give dig Snekken, hun staar i salten Fjord: alle dine Fiender, dig imod ville seile, dem løber hun under i Flod.»
17	De vandt op deres Silkeseil saa høit i forgyldene Raa: saa seiled de for det samme Land, alt som den Jomfru var paa.
18	De kasted deres Anker paa den hvide Sand: det var ungen Sveidal, han tren der først paa Land.
19	Det var ungen Sveidal, han gaar paa hviden Sand: den første Mand, han mødte, var Hyrden paa det Land.
20	Det var goden Hyrde, og han lod spørge først: «Hvar da skader denne Ungersvend? hvi er hans Hjærte saa tøst?»
21	«Hans Hjærte ligger i Tvangen lagt for den, han aldrig saa: Svenden heder ungen Sveidal, saa gaar Sagnen af.»
22	«Her er ogsaa en Jomfru paa dette Land, hun ligger i stærken Traa: alt efter en Svend, heder Sveidal, hun aldrig med Øine saa.»
23	«Hør du goden Hyrde, hvad jeg siger dig: vedst du, hvor den Jomfru er, da dølg det ikke for mig.»
24	«For oven ved den grønne Lund der staar min Jomfrus Gaard: Porten (?) er af det hvide Hvalsben og Porten er lagt med Staal.
25	Uden for min Jomfrus Port der stander en Løve saa gram: men er I den rette Sveidal, saa frit maa I gaa fram.»
26	«Er det nu saa Sanden, alt som du siger for mig: bliver jeg Konge paa dette Land, til Ridder gjør jeg dig.»
27	Han gik til den gyldne Port, og ind der han saa: alle da var de Laase, de faldt selv derfraa.
28	Løven med de Hvidebjørne de faldt den Herre til Fod: Linden med sine Grene hun bugner neder til Jord.
29	Midt udi den Borgegaard der aksler han sit Skind: saa gaar han i Høieloft for hedenske Konning ind.
30	«Hil sidder I, hedenske Konning, over eders eget Bord: vil I mig eders Datter give og vide mig Andvarsord?»
31	«Jeg haver ikke Datter, foruden én, hun ligger i stærken Traa: alt efter en Svend, heder Sveidal, hun aldrig med Øine saa.»
32	Det svared den liden Smaadreng, stod klædt i Kjortel hvid: «Længtes hende efter Sveidal, da er han nu kommen hid.»
33	Saa braadt kom Bud i Høieloft for skjøn Jomfru ind: «Nu sidder ungen Sveidal næst hos Fader din.»
34	«Da tager I bort de høie Raa og saa de Ligebaar: følger I mig i Høieloft ind for min Hjærtenskjær.»
35	Det da mælte den skjønne Jomfru, hun ind ad Døren tren: «Vær velkommen, ungen Sveidal, Hjært-Allerkjæreste min!»
Denne Optegnelse fortæller endnu, at Møen spør sin Fader, om han vil lade sig døbe: ellers drager hun bort med Sveidal; baade Fader og Datter tage da ved den kristelige Tro, inden Brylluppet holdes; Sveidal slaar Hyrden til Ridder og sætter ham øverst til Bords. Til Slutning heder det:
42	Nu haver ungen Sveidal forvunden al sin Harm: saa haver og den stolte Jomfru, hun sover forinden hans Arm. Og lader du dine Ord vel!
C. (I to Afskrifter fra 17de Aarhundred.)
Begyndelsen af denne Optegnelse stemmer overens med A i det væsentlige. Svendal siger i V. 11: «Min søster og min Stivmoder haver lagt mit Hjærte i Traa»; men dette er rimelig kun en Forvanskning.
13	«Jeg skal give dig den Hest som skal være dig saa god: rid du hannem baade Dag og Nat, han vorder ret aldrig mod.
14	Jeg skal give dig det gode Sværd, som man kalder Adelring^*: du kommer ret aldrig i den Strid, du skal jo Seiren vinde.»	^* Saa heder ogsaa et Sværd, som Kong Diderik kommer i Besiddelse af. Adelring er en Fordreielse af Nagelring, der i tydske Kilder er Navnet paa Dideriks Sværd. Ogsaa Beowulfs Sværd hedte Nægeling.
15	Det var ungen Svendal, han bandt sit Sværd ved Side: han satte sig paa sin gode Hest, han agted ikke længer at bide.
16	Det var ungen Svendal, han tog sin Hest med Spore: saa red han over det brede Hav og gjennem de grønne Skove.
17	Han red over det vilde Hav og gjennem de mørke Skove: til han kom til det samme Slot, hans Fæstemø monne inde sove.
18	«Hør du, goden Hyrde, hvad jeg siger dig: er her en Jomfru paa dette Slot, du dølg det ikke for mig.
19	Er her en Jomfru paa dette Slot, du dølg det ikke for mig: bliver jeg Konning paa dette Land, til en Herre saa gjør jeg dig.»
20	«Plankerne ere af haarde Jern, og Porten er af Staal: det er vel atten Vintre siden den Jomfru Solen saa.
21	Løven og den vilde Bjørn de stander der inden fore: der kommer aldrig nogen levendes ind, foruden hin unge Svendal.»
22	Det var ungen Svendal, han satte sig paa sin Hest: saa red han til den samme Mur, som han kunde allerbedst.
23	Det var ungen Svendal, han tog sin Hest med Spore: saa sprang han saa listelig alt i den Borgegaard.
24	Saa sprang han saa listelig udi den Borgegaard Løven og den vilde Bjørn de falder ned for hans Fod.
25	Løven og den vilde Bjørn de falder den Herre til Fod: Linden med sine forgyldene Blade bugned neder til Jord.
26	Linden bugned neder til Jord med sine forgyldene Blade: op da stod den stolte Jomfru, som længe havde ligget i Dvale.
27	Det da var den stolte Jomfru, hun hørte de Sporer klinge: «Hjælp mig Gud Fader i Himmerig, jeg maatte end blive løst af Pine!
28	Hjælp mig Gud Fader i Himmerig, jeg maatte blive løst af Tvang: og Skam saa faa min Stivmoder, mig haver gjort Tiden saa lang!»
29	Det var ungen Svendal, han ind ad Døren tren: det da var den stolte Jomfru, hun stander ham op igjen.
30	Ind kom ungen Svendal, han var baade favg og ung: det da var den stolte Jomfru, saa vel favned hun hans Komme.
31	«Velkommen, ungen Svendal, ædelig Herre min: Tak have Gud Fader i Himmerig, os baade haver løst af Pine!»
32	Nu haver ungen Svendal forvunden baade Angest og Harm: nu sover han saa gladelig udi sin Jomfrus Arm.
33	Nu haver den stolte Jomfru forvunden baade Angest og Kvide: nu sover hun saa gladelig ved ungen Svendals Side. Og lad dine Ord vel!