VegtamskviðaeðaBaldrs dravmar

Vegtamskviða eða Baldrs dravmar
1 5	Senn vorv æsir allir a þingi ok asynivr alla a mali, ok vm þat ræðv rikir tifar, hvi væri Balldri ballir dravmar.
2 5	Vpp ræis Oðinn, alldinn ga/tr, ok hann a Slæipni soðvl vm lagði; ræiþ hann niðr þaþan Niflhæliar til, mætti hann hvælpi þæim ær or hæliv kom.
3 5	Sa var bloðvgr vm briost framan ok galldrs foðvr gol vm længi. Framm ræið Oðinn, folldvægr dvndi, hann kom at háfv Hæliar ranni.
4 5	Þa ræið Oðinn fyrir a/stan dyrr, þar ær hann vissi volv læiði. Nam hann vittvgri valgalldr kveða, vnz na/ðig ræis, nas orð vm kvað:
5 5	«Hvat ær manna þat mer okvnnra, ær mer hæfir a/kit ærfit sinni? var ec snivin sniofi ok slægin rægni ok drifin da/ggv, da/ð var æk længi.»
6 5	Oðinn kvað: «Vægtamr ec heiti, sonr æm æk Valtams; sægþv mer or hæliv, æc man or hæimi: hvæim erv bekkir ba/gvm sánir, flæt fagrlig floþ gvlli?»
7 5	Volva kvað: «Her stændr Baldri of brvgginn mioðr, skírar væigar, liggr skiolldr yfir, ænn asmægir i ofvæni; na/ðvg sagðak, nv mvn æk þægia.»
8 5	Oðinn kvað: «Þægiattv, volva! þik vil ek fregna, vnz alkvnna, vil ec ænn vita: hverr man Balldri at bana verða ok Oðins son aldri ræna?»
9 5	Volva kvað: «Ha/ðr berr hafan hroðrbarm þinig, hann man Balldri at bana verða ok Oðins son alldri ræna; na/ðvg sagðak, nv mvn æk þegia.»
10 5	Oðinn kvað: «Þægiattv, volva! þik vil ec fregna, vnz alkvnna, vil ec enn vita: hverr man hæipt Hæði hæfnt of vinna æða Balldrs bana a bal væga?»
11 5 9	Volva kvað: «Rindr berr Vala i væstrsolvm, sa man Oðins sonr æinnættr væga: hond vm þvær næ hofvð kæmbir, aðr a bal vm berr Balldrs andskota; na/ðvg sagðak, nv mvn ec þegia.»
12 5	Oðinn kvað: «Þegiattv, volva! þik vil ek fregna, vnz alkvnna, vil ec enn vita: hveriar ’ro þær mæyiar, ær at mvni gráta ok a himin verpa halsa ská/tvm?»
13 5	Volva kvað: «Ertattv Vægtamr, sæm æk hvgða, hælldr ærtv Oðinn, alldinn ga/tr.» Oðinn kvað: «Ertattv volva næ vis kona, hælldr ærtv þriggia þvrsa moðir.»
14 5	Volva kvað: «Hæim rið þv, Oðinn! ok ver hroðigr! sva komir manna mæirr aptr a vit, ær la/ss Loki liðr or bondvm ok ragnarok rivfændr koma.»

Anmærkning til Vegtamskviða.
De fleste Papirafskrifter indskyde i dette Kvæde flere Vers og Verslinjer, som ikke findes i A. De anføres her med de vigtigste Varianter. Mellem V. 1 og V. 2 indskydes:
a 5	Mjök var hapti höfugr blundr, heillir í svefni horfnar sýndust; spurðu jólnar spár framvísar, ef þat myndi angrs vita.
b 5	Fréttir sögðu, at feigr væri Ullar sefi einna þekkastr; fékk þat angrs Frigg ok Sváfni, rögnum öðrum: ráð sér festu.
c 5	Út skyldi senda allar vættir griða at beiða, granda ei Baldri; vann alls konar eið at vægja, Frigg tók allar festar ok sœri.
d 5	Valföðr uggir, van sé tekit, hamingjur ætlar horfnar mundu; æsi kallar, afráðs krefr; málstefnu at mart of rœðist.
Mellem L. 2 og 3 i V. 3 indskydes:
e	kjapt vígfrekan ok kjálka neðan; gó han á móti ok gein stórum
Mellem L. 6 og 7 i V. 4 indskydes:
f	leit í norðr, lagði á stafi, frœði tók þylja, frétta beiddi,
Istedenfor de to Vers 3. 4 faa da Papirafskrifterne 3 ottelinjede Vers: Sá var blóðugr — lengi. — Framm reið — völu leiði. — Nam hann — orð um kvað. —
Efter V. 12, L. 8 indskydes:
g	seg þú þat eina! sefrattu fyrri.
De Papirafskrifter, som have disse Indskud, give ogsaa ellers i Digtet flere Læsemaader, som afvige fra de, der forekomme i A. Følgende ere de vigtigste:
1, 8. bölvísir for ballir. 3, 3. ok foran galldrs udelades. 3, 4. gól um for golv. 3, 7. unz kom for hann kom. 4, 1. Yggr for Oðinn. 6, 2. Valtams em (er) ek son for sonr æm æk Valtams. 6, 8. flóð í gulli for floþ’ gvlli. 8, 3. allt kunnak for alkvnna. 11, 1. berr son for berr. 11, 5. þværa for þvær. 13, 2. áðr hugðak (eller áðr hugði) for hvgða. 13, 4. allda for allda med a underprikket som urigtig og in skrevet over. 14, 3. komir for komit.
De ovenfor meddelte i Papirafskrifter indskutte Stykker, som optages af K. og Rask, ere utvilsomt uægte, d. e. vilkaarlig tildigtede i senere Tid. Munch (Fortale til sin Udgave, S. XI) siger med rette, at de ere «en aldeles overflødig Udtværen af Fortællingen og uforenlige med den korte og fyndige Tone, som ellers hersker i dette smukke Digt». Naar Æserne først have faat vide, at Balder er feig, og naar Frigg har taget alle Væsner i Ed paa, at de skulle skaane ham, saa bliver, som Simrock ok Lüning rigtig fremhæve, Odins Ridt til Hel og Møde med Volven næsten meningsløst. V. c er aabenbart digtet efter SnE. (I, 172): En er hann sagði Ásunum draumana, þá báru þeir saman ráð sín, ok var þat gert at beiða griða Baldri fyrir alls konar háska: ok Frigg tók svardaga til þess, at eira skyldu Baldri eldr ok vatn, járn ok alls konar málmr, steinar, jörðin, viðirnir, sóttirnar, dýrin, fuglarnir, eitr, ormar.
Uægtheden af de mellem L. 2 og 3 i V. 3 indskudte og dermed af de øvrige for Papirafskrifterne særegne Verslinjer er godtgjort, hvis jeg har Ret i min Formodning, at golv 3, 4 i A er forvansket af go vm (og ikke af gol vm), ti gó kan ikke staa i de to med en Linjes Mellemrum paa hinanden følgende Linjer af samme Vers. For Uægtheden taler ogsaa Ordet ok foran galldrs i A, ti dette lader sig ikke godt forene med de Linjer, som Papirafskrifterne indskyde, og er derfor ogsaa i disse udeladt.
De efter 4, 6 indskudte Linjer vise sig ligeledes at være en senere, forstyrrende Tilsætning: frœði tók þylja siger ikke andet end det, som allerede er sagt ved nam valgaldr kveða.
Ogsaa i Sprog viser der sig en tydelig Forskjel mellem Digtet, som vi have det i A, og de i Papirafskrifterne indskudte Vers; Ord f. Eks. som hapt sg. forekomme ellers aldrig i Kvadene i den ældre Edda.
De Læsemaader i den øvrige Del af Digtet, som ere særegne for Papirafskrifterne, ere efter min Mening allesammen Ændringer, som ere foretagne i senere Tid uden Støtte i Tradition eller Haandskrifter; intet godtgjør, at Papirafskrifternes Tekst grunder sig paa noget andet Haandskrift end A. komir for komit i 14, 3 er, som jeg tror, rigtigt, men denne Læsemaade kan være og er vistnok fremkommen ved Conjectur; derimod er f. Eks. berr son i 11, 1 sikkert urigtigt; andre Afvigelser fra A ere unødvendige Ændringer eller grunde sig paa Feillæsning.
De i Papirafskrifterne indskudte Vers have i Udtryksmaade og Tone meget tilfælles med Forspjallsljóð eller Hrafnagladr Óðins, og jeg holder det for høist rimeligt, at de skrive sig fra dette Digts Forfatter. Tillige er det høist sandsynligt, at Forspjallsljóð er digtet sent i Middelalderen som Indledningsdigt til til den ældgamle Vegtamskviða: hint Kvad ender med en Skildring af Solrenningen; Heimdall kalder Æserne til Tings for paany at raadslaa. Og her have vi da en umiddelbar Tilknytning til Vegtamskviða, der begynder med Fortællingen om Æsernes Forsamling i den tidlige Morgenstund. Nogen Støtte faar denne Mening ogsaa derved, at Vegtamskviða i nogle Papirhaandskrifter (saaledes i Cod. 1866 qv. ny kgl. Sml., der har tilhørt Luxdorph) følger umiddelbart efter Hrafnagaldr Óðins.