Excurs
til Grógaldr og Fjölsvinnsmál. |
||
De to kvæder
Grógaldr og Fjölsvinnsmál er Dele af én og samme
Digtning, hvis Hovedperson er Svipdag, Groas søn. Jeg
har derfor forenet dem ved navnet Svipdagsmál;
Svend Grundtvig (Danm. gl. Folkev. II, 668 a) har
foreslaat «Svipdagsför». Denne Digtning foreligger os,
endnu udelt, i en senere Form i en dansk-svensk
Folkevise om ungen Sveidal (Svedal, Svendal,
Svedendal, Silfverdal): mange (gamle og nye) danske
Optegnelser er trykte hos Svend Grundtvig Danm. gl.
Folkev. Nr. 70 (II, S. 239–254. III, S. 841–843); to
svenske Optegnelser: Geijer og Afzelius Svenska
Folkvisor Nv. 10 (I, S. 57–59) og Arwidsson Svenska
Fornsånger Nr. 143 (II, 284–288) give Visen i en
mindre oprindelig Form. |
||
Svend Grundtvig
paapegede først (Danm. gl. Folkev. II, 238) det
traditionelle Slægtskab mellem Visens første Del og
Grógaldr; jeg fandt dernæst (D. g. F. II, 667 f.), at
Visens sidste Del svarte til Fjölsvinnsmál, og
godtgjorde, at den dansk-svenske Vise havde bevaret
den oprindelige Enhed i en Digtning, som fra Island
kjendtes spaltet i to Kvæder. Dette blev videre
udviklet af Svend Grundtvig (D. g. F. II, 668–673) og
af mig i min Afhandling om Forbindelsen mellem
Grógaldr og Fjölsvinnsmál (Forhandlinger i
Videnskabs-Selskabet i Christiania Aar 1860, S.
123–140). |
||
Visen er af
Vigtighed for Tekstkritiken i Grógaldr og
Fjölsvinnsmál, og jeg aftrykker derfor her næsten hele
den ældste danske Optegnelse og det meste af en anden,
som i flere Henseender har en rettere Sagnform (begge
gives her i almindelig Sprogform og med uvæsentlige
Forandringer af Udtrykket hist og her efter andre
Optegnelser). |
||
A. |
||
1 |
Det var ungen Sveidal, |
|
2 |
Bolden drev i Jomfruens Bur, |
|
3 |
«Du tørst ikke kaste |
|
4 |
Du skalt aldri Roen bide |
|
5 |
Det var ungen Sveidal, |
|
6 |
«Her sidder I, alle mine Mænd, |
|
7 |
Det var ungen Sveidal, |
|
8 |
«Hvem er det, der kalde, |
|
9 |
«Det er ungen Sveidal, |
|
10 |
Jeg haver fanget en Stivmoder, |
|
11 |
«Skal jeg mig nu opreise |
|
12 |
Jeg skal give deg en Fole, |
|
13 |
Jeg skal give dig Dugen, |
|
14 |
Jeg skal give deg et Dyreshorn, |
|
15 |
Jeg skal give dig Sværdet, |
|
16 |
Jeg skal give dig Snekken, |
|
17 |
De vandt op deres Silkeseil |
|
18 |
De kasted deres Anker |
|
19 |
Det var ungen Sveidal, |
|
20 |
Det var goden Hyrde, |
|
21 |
«Hans Hjærte ligger i Tvangen lagt |
|
22 |
«Her er ogsaa en Jomfru paa dette
Land, |
|
23 |
«Hør du goden Hyrde, |
|
24 |
«For oven ved den grønne Lund |
|
25 |
Uden for min Jomfrus Port |
|
26 |
«Er det nu saa Sanden, |
|
27 |
Han gik til den gyldne Port, |
|
28 |
Løven med de Hvidebjørne |
|
29 |
Midt udi den Borgegaard |
|
30 |
«Hil sidder I, hedenske Konning, |
|
31 |
«Jeg haver ikke Datter, foruden én, |
|
32 |
Det svared den liden Smaadreng, |
|
33 |
Saa braadt kom Bud i Høieloft |
|
34 |
«Da tager I bort de høie Raa |
|
35 |
Det da mælte den skjønne Jomfru, |
|
Denne Optegnelse
fortæller endnu, at Møen spør sin Fader, om han vil
lade sig døbe: ellers drager hun bort med Sveidal;
baade Fader og Datter tage da ved den kristelige Tro,
inden Brylluppet holdes; Sveidal slaar Hyrden til
Ridder og sætter ham øverst til Bords. Til Slutning
heder det: |
||
42 |
Nu haver ungen Sveidal |
|
C. |
||
Begyndelsen af denne
Optegnelse stemmer overens med A i det
væsentlige. Svendal siger i V. 11: «Min søster og min
Stivmoder haver lagt mit Hjærte i Traa»; men dette er
rimelig kun en Forvanskning. |
||
13 |
«Jeg skal give dig den Hest |
|
14 |
Jeg skal give dig det gode Sværd, |
* Saa heder ogsaa et
Sværd, som Kong Diderik kommer i Besiddelse af. Adelring
er en Fordreielse af Nagelring, der i tydske
Kilder er Navnet paa Dideriks Sværd. Ogsaa Beowulfs
Sværd hedte Nægeling. |
15 |
Det var ungen Svendal, |
|
16 |
Det var ungen Svendal, |
|
17 |
Han red over det vilde Hav |
|
18 |
«Hør du, goden Hyrde, |
|
19 |
Er her en Jomfru paa dette Slot, |
|
20 |
«Plankerne ere af haarde Jern, |
|
21 |
Løven og den vilde Bjørn |
|
22 |
Det var ungen Svendal, |
|
23 |
Det var ungen Svendal, |
|
24 |
Saa sprang han saa listelig |
|
25 |
Løven og den vilde Bjørn |
|
26 |
Linden bugned neder til Jord |
|
27 |
Det da var den stolte Jomfru, |
|
28 |
Hjælp mig Gud Fader i Himmerig, |
|
29 |
Det var ungen Svendal, |
|
30 |
Ind kom ungen Svendal, |
|
31 |
«Velkommen, ungen Svendal, |
|
32 |
Nu haver ungen Svendal |
|
33 |
Nu haver den stolte Jomfru |
|